Skal de have kvindeligt selskab?

BRANDVÆRN : Lisbeth Jessen, som bor i Hoptrup og er journalist ved Danmarks Radio, har interviewet fem medlemmer af Hoptrup Frivillige Brandværn, der søger nye brandmænd. Vi bringer et uddrag af samtalen.

 

 

Af Lisbeth Jessen

 

 

HOPTRUP : I lokalarkivet på Hoptrup Skole ligger to gamle bøger protokoller. Det er Hoptrup Frivillige Brandværns håndskrevne protokol med referater af møder og udrykninger tilbage fra værnets stiftelse den 6. august 1929. Og så en bog med lister over de mange mænd, der har udgjort det frivillige brandværn i alle årene.

Der er gået mange år siden dengang, og meget er forandret både i Hoptrup og i byens frivillige brandværn.

Værnet eksisterer endnu i bedste velgående, men der skal nye kræfter til. Og der skal måske også laves om på medlemsstrukturen. Måske skal der kvinder ind? Det har der aldrig været før, men i dag bliver det diskuteret.

Det første interview er med to af brandværnets æresmedlemmer, Niels Peter Hansen og Villads Sandhold.

 

 

Hvornår blev i brandmænd ?

   Villads:- Jeg kom ind helt tilbage i foråret 1955. Dengang var jeg helt ung, og jeg kendte næstkommanderende, fordi jeg i sin tid havde tjent hos ham. Og da jeg kom til at bo lige ved siden af brandstationen, så kunne jeg dårligt sige nej.

 - Du melder dig frivilligt ind og frivilligt ud - men når du er derinde, er du ikke frivillig mere. Så skal du adlyde ordrer. Og det er en god ting. Du kan ikke bare sige : "Nu gider jeg ikke i dag.". Det er bare af sted.

 - Dengang havde vi bare en enkel åben bil med plads til 14 mand. Vi sad bænket i siderne, og så var det et gammelt førerhus fra en militær lastbil fra krigens tid. Når det brændte, rykkede vi ud i den ene bil.

   Neils Peter:- Jeg blev medlem i april 1958. Jeg var flyttet til byen og ville gerne ind i det kammeratskab, jeg hørte om fra min nabo, der var med i brandværnet. Jeg kan tydeligt huske den aften til generalforsamlingen, hvor der højtideligt blev sagt: "Hoptrup frivillige Brandværn har fra dags dato optaget Niels Peter Hansen som aktiv medlem, og du bedes give møde, når sirenen lyder ved dag som ved nat."

 - Den første brand, jeg var med til, husker jeg også klart. Sirenen lød, og jeg for rundt. Min kone spurgte, om jeg skulle med. Og det skulle jeg så. Jeg havde ikke engang været med til en øvelse endnu, så jeg ved ikke, hvor meget gavn jeg gjorde. Det var to gamle mennesker, der var ved at brænde inde, men de havde fået dem ud i god behold, da jeg kom.

 

 

 

 

 

" Vi er sammen ude måske et helt døgn, og der kan godt være, at naboen vil begynde at tænke sit, hvis jeg kommer hjem sammen med hans kone midt om natten."

       Neils Peter Hansen

 

DE BRÆNDER FOR BRANDVÆRNET:

Fra venstre ses brandkaptajn Bent "Mikki" Kristensen, Lorenz Christensen, æresmedlemmerne Niels Peter Hansen og Villads sandholdt, og yderst til højre Andreas Hansen, kaldet Dres, som alle er blevet interviewet af Lisbeth Jessen

Jeg kommer fra København og er tilflytter. det er en gammel drengedrøm med røde biler og blå blink, der er blevet opfyldt. I mit daglige liv er jeg også startet på uddannelsen som Falckredder, for da jeg begyndte her i værnet, blev jeg så bidt af det, at jeg ikke kan nøjes med at være frivillig. Før arbejdede jeg som teknisk assistent.

 

Hvad har været din værste brand, Mikki?

 - Det var i Sønder Vilstrup i 2001, hvor 2000 svin brændte inde. Det syn glemmer man aldrig. Vi blev kaldt ud ved midnat. Og vi kunne lugte det fire kilometer derfra, selvom vi ikke kunne se noget. det var er helvede af røg, og indsatslederen fik fat på en dyrlæge per telefon. Falck og beredskabskorpset kom også. Vi prøvede at redde nogle af de gamle søer ud. Vi var inde hos dem. de skreg, men vi blev beordret ud, og vi måtte lade dem indebrænde. Det var en lidt mærkeligt bygget stald med svin i to etager. Faktisk fik vi reddet 170 svin, men de kom kun ud for at blive skudt med boltpistoler, som vi fik af de tre dyrlæger, der var kommet til i løbet at natten. Det forlangte de veterinære myndigheder.

 - den brand snakker vi om i flere år bagefter. Vi kunne ikke glemme den.

det var uhyggeligt at trække alle de døde svin ud af de mange små stier. Og vi kunne ikke spise koteletter eller hamburgerryg de første mange dage. det lugtede af flæskesvær. Jeg kan stadigvæk høre de svin skrige.

 

Skal man være modig for at være brandmand?

   Mikki:- Man skal ikke spille helt, man skal tænke på sin egen sikkerhed. Og som holdleder er det mig, der først og fremmest har ansvaret for mine folk.

 

Hvad med kvinder i brandværnet?

   Lorenz:- Hvis vi skal overleve fremover, så er der ikke arbejdspladser nok i Hoptrup til, at vi kan undvære kvinder. Og jeg arbejder sammen med kvinder i Falck, der er klart lige så dygtige som mænd.

   Dres:- Der er jo ingen problemer med kvindfolk indenfor militæret, så jeg kan heller ikke se problemer i brandværnet.

   Mikki:- Vi håber på, at om fem år vil det være sådan, at selvom lærerne på Hoptrup Skole for eksempel har bopæl i Haderslev, så kan de jo godt være i med i brandværnet i dagtimerne. Det samme gælder de der arbejder i daginstitutionerne; de kunne også være med til at rykke ud til brand og selvfølgelig også kvinder. Altså kvinder, skolelærere, pedeller og pædagoger i børnehaven, på skolen eller efterskolen.

Niels Peter Hansen og Villads Sandholdt er ikke længere aktiv med ude, når det brænder. Men begge kommer stadigvæk ofte på brandstationen, og de bærer T-shirts med logoet for Hoptrup frivillige Brandværn. I alt har værnet fem æresmedlemmer, der bliver inviteret med til alle arrangementer. For at blive æresmedlem, skal man have været frivillig brandmand i 25 år.

  Villads:- Når sirenen lyder, så gibber det stadigvæk i mig. Adrenalinet pumper jo i mig dengang.

   Niels Peter:- I starten havde jeg det på samme måde, da jeg var holdt op, men det gør det ikke mere.

   Villads:- Efter jeg var holdt op, så suste jeg herhen og lukkede porten op, når sirenen lød. Det gjorde jeg i flere år, men i dag er det hele automatisk. De trykker bare på en knap og behøver ikke mig til at åbne porten.

 

Skal vedtægterne laves om, så der kan komme kvindelige brandfolk ind i værnet?

   Niels Peter:- Det har vi foreløbig sagt nej til. Der er nogle, der har spurgt. Vi har ikke decideret stemt om det, men man kan føle sig til det. Og det synes jeg ikke, de skal. Ikke fordi kvinderne ikke kan klare det.

   Villads:- Det kan de nemt, og jeg tror også, det kommer engang. Sådan er det jo hos Falck.

   Niels Peter:- vi er sammen ude måske et helt døgn, og det kan da godt være, at naboen vil begynde at tænke sit, hvis jeg kommer hjem sammen med hans kone midt om natten. Det kan hurtigt blive snakket om sådan noget. Derfor skal vi ikke have kvinder ind.

 

Hvad var der vigtigste for jer i brandværnet?

 - Kammeratskabet, det er det vigtigste, siger både Niels Peter og Villads.

   Villads:- Vi får jo ingen løn, lige meget hvor meget vi arbejder. Sådan var det dengang, og sådan er det i dag. Uddannelsen er dog helt anderledes i dag.

   Niels Peter:- Vores første uddannelse var minimal. Vi lærte at smide en slange ud og så holde ved den. men da jeg blev næstkommanderende efter 10 år, kom jeg på brandskole. - I 1984 blev jeg kaptajn efter at have været næstkommanderende i 15-16 år. Jeg overtog posten efter Arne Schmidt, der opnåede at være kaptajn i mange år. Han var faktisk med i brandværnet i over 50 år. Jeg selv var kun kaptajn i tre år, for så døde min kone.

   

   Villads:- Jeg kom aldrig på kursus, blev ved med at være menig. Det passede mig bedst. I dag kommer alle på kursus med førstehjælp og det hele, før de bliver sendt ud. De mange unge, vi har fået ind i værnet, er knalddygtige, og de bliver holdledere hurtigere, end vi gjorde, men de får også en uddannelse.

 

Hvad ser I som den største forandring og udfordring for Hoptrup frivillige Brandværn?

   Niels Peter:- Det er alt det, de nye skal kunne. Og der er mange timer på skolebænken. Derfor er jeg bange for, at vi vil få sværere ved at få fat i folk, og det huer mig ikke. Jeg er ræd for, at det bliver svært at finde folk, der har tid og vil være med. Der er også mange i dag, der arbejder udenfor Hoptrup by, så det kniber om dagen med at skaffe folk.

   Villads:- Selvfølgelig går det nemmere med an bipper, også hvis man arbejder udenfor sognet. Og i dag har man vagtskemaer, det havde vi ikke, da jeg begyndte.

 

Bliver Hoptrup frivillige Brandværn ved med at eksistere?

   Villads:- Jeg tror, værnet stadigvæk er her om 20 år.

   Niels Peter:- Det mener jeg også.

   Villads:- Falck kan ikke konkurrere med priserne.

 

Det andet interview med knapt så gamle og helt unge brandmænd foregik et par måneder senere også på brandstationen. til stede var Andreas Hansen, kaldet Dres, Bent Kristensen, kaldet Mikki, som er den nuværende brandkaptajn, Lorenz Christensen, som har været med fra 2003.

   Mikki:- Der er et lovkrav om, at seks brandfolk skal stille inden for fem minutter, når bipperen lyder, og det formår vi at overholde, fordi vi har vagtplaner.

   Dres:- Den dag som brandmand, jeg husker bedst, var en sommer, hvor vi havde 36 markbrande på en måned. Bønderne glemte at vaske deres maskiner, og så kunne der nemt opstå brande. Vi tog slet ikke hjem, vi blev bare på stationen.

 

Hvorfor kom du, Lorenz, med i brandværnet?

   Lorenz:- Jeg så en annonce i det lokale blad Kontakten om en informationsaften, og her meldte jeg mig. På det tidspunkt havde jeg boet i Hoptrup i to et halvt år, og jeg kendte knapt nok naboerne.